Arriva Rejsetidsgaranti
Arriva Rejsetidsgaranti er for dig der er blevet 30 minutter eller mere forsinket på din rejse med toget og har rejst på en billet, et rejsekort eller et pendlerkort uden at være tilmeldt pendlerrejsetidsgaranti.
Forsinkelsen regnes ud fra tidspunktet for ankomst til din bestemmelsesstation i forhold til planlagt ankomst.
Som kompensation for togforsinkelsen kan du vælge mellem enten en erstatningsrejse (i form af en rejsetidsgarantibillet) eller økonomisk kompensation, som beregnes ud fra din billetpris. På rejser, hvor metro, letbane eller privatbane (med undtagelse af Vestbanen) indgår, kan du kun få økonomisk kompensation. Se hvor meget du kan få i kompensation nedenfor.
Du søger Arriva Rejsetidsgaranti ved at udfylde kontaktformularen til højre. Herunder forklarer vi reglerne nærmere.
Hvis du har rejst på et pendlerkort, kan du vælge mellem at søge om pendlerrejsetidsgaranti eller Arriva Rejsetidsgaranti.
Arriva Rejsetidsgaranti
Din forsinkelse i ankomst til din bestemmelsesstation skal være 30 minutter eller mere, før du er berettiget til rejsetidsgaranti.
Arriva Rejsetidsgaranti dækker også kombinerede rejser mellem Arriva tog og DSB-tog, eller med privatbane, metro eller letbane. Rejsetidsgarantien dækker ikke hvis du blev forsinket i en bus før eller efter din togrejse, hvor toget var mindre end 30 minutter forsinket.
Retten til en rejsetidsgarantibillet eller kompensation bortfalder, hvis du er blevet underrettet om forsinkelsen før køb af billetten, eller hvis forsinkelsen kunne være holdt under 30 minutter ved at omlægge rejsen via en anden forbindelse.
Rejsetidsgarantibilletten udstedes til den strækning, du blev forsinket på, og kan bruges til én rejse med alle Arriva og DSB tog.
Derudover kan billetten også bruges til ubegrænset rejse med Arriva og DSB tog samt i bus, Metro og S-tog inden for den afrejse- og ankomstzone, som fremgår af billetten. Det betyder, at du fx kan tage en bus fra din hjemmeadresse til den togstation, du skal med toget fra, hvis din hjemmeadresse og togstationen ligger i samme zone.
Når du modtager rejsetidsgarantibilletten, skal du være opmærksom på, at den er gyldig i 6 måneder, og at du selv skal udfylde afrejsedatoen med kuglepen inden afgang. Der må ikke efterfølgende rettes i teksten på billetten.
Rejsetidsgarantibilletten kan ikke tilbagebetales eller ombyttes.
Størrelsen på kompensationen afhænger af hvor meget du har betalt for din billet. Hvis du vælger økonomisk kompensation, vil den blive udbetalt efter de følgende satser:
Forsinkelse | Kompensation |
30-59 minutter | 25 % af billetprisen |
60-89 minutter | 50 % af billetprisen |
90-119 minutter | 75 % af billetprisen |
Over 120 minutter | 100 % af billetprisen |
Der udbetales ikke kompensation, hvis kompensationsbeløbet er under 25 kr. I stedet udstedes der en rejsetidsgarantibillet.
Hvis du har rejst på en billet/pendlerkort, der er gyldig over flere dage, vil kompensationen blive beregnet ud fra dagsprisen (samlet pris / antal gyldighedsdage).
For at få kompensation, enten i form af rejsetidsgarantibillet eller økonomisk kompensation, skal du udfylde denne kontaktformular og vedhæfte et billede af din billet, dit pendlerkort eller rejsekortnummer / skærmklip fra Rejsekorts selvbetjening.
Du finder tognumre ved at slå din rejse op i Rejseplanen eller i vores køreplaner.
Din rejsetidsgarantiansøgning og dokumentation skal indsendes til Arriva hurtigst muligt efter din forsinkelse. Retten til kompensation bortfalder efter tre år.
Herefter behandler vi din henvendelse, og du hører fra os senest 10 arbejdsdage efter, at vi har modtaget din ansøgning.
Hvis du foretrækker at kontakte os pr. post, kan det gøres ved at udfylde denne blanket og indsende den til os, sammen med din billet eller anden dokumentation. Adressen er:
Arriva Tog A/S
Att. Rejsetidsgaranti
Drewsensvej 1
8600 Silkeborg
Hvis du på en rejse er mere end 60 minutter forsinket, tilbyder Arriva at refundere op til 50 kr. af dit køb til noget let at spise og drikke.
Hvis du befinder dig på perronen eller er på rejse med et af vores tog, refunderer Arriva op til 50 kr. for køb af mad og drikkevarer. Købet skal være foretaget i forbindelse med rejsen og kan tidligst ske, når forsinkelsen er forekommet.
Du får din refusion ved at indsende din kvittering for dit køb af forplejning og en kopi af din billet. Oplys venligst, hvilket tog du rejste med samt dit kontonummer.
Rejste du på en international billet købt i Danmark, og blev du forsinket med 60 minutter eller mere, skal du søge om rejsetidsgaranti via DSB Udland Rejsetidsgaranti - også selvom billetten er købt hos Arriva. Læs mere om DSB Udlands Rejsetidsgaranti.
Bemærk, at hvis du har købt en Arriva Nordtyskland billet, skal du altid søge om rejsetidsgaranti hos Arriva. Find ansøgningsformularen her.
Har du købt en rejse hos Deutsche Bahn via Arrivas hjemmeside, skal du henvende dig til Deutsche Bahn. Læs her om passagerrettigheder ved billetter købt hos Deutsche Bahn, og hvordan du søger om kompensation.
Har du købt en international billet i udlandet, skal du henvende dig der, hvor du har købt billetten.