Arriva Tog vinder Telefonisk Kundeservicepris

Arriva Tog vinder kundeservicepris

Arriva Tog vandt mandag den 8. oktober prisen for årets bedste telefoniske kundeservice 2018. Prisen blev uddelt af Passagerpulsen ved Kollektiv Trafik Konferencen 2018.

Ros til Arrivas telefoniske kundeservice

Ved uddelingen af prisen satte Passagerpulsen, som er en del af Forbrugerrådet Tænk, ord på valget af Arriva Tog som årets vinder af Telefonisk Kundeservicepris: 

Selskabet ligger især højt på håndteringen af opkald, idet telefon-slusen opfattes som velfungerende og ventetiden er helt i top. Særligt selskabets medarbejdere scorer højt, når det gælder afdækning af passagernes behov og evnen til at få afsluttet sagen i et og samme opkald. Generelt opfattes medarbejderne som venlige, imødekommende og vidende i forhold til at hjælpe passagerne. 

En af testpersonerne fortæller blandt andet: ”Den medarbejder jeg fik fat i, virkede meget kompetent. [Medarbejderen] kunne svare på alle mine spørgsmål og var helt sikker i alle sine svar. Min henvendelse drejede sig om hvordan jeg kom billigst fra Ulfborg til Lem. Denne opgave blev klaret til punkt og prikke.”

Prisen skaber stolthed og yderligere motivation 

”Vi er utrolig stolte af at modtage prisen. Det ser ud som om, at kunderne kvitterer for den store indsats der hver dag ydes i jagten på at skabe de bedste kundeoplevelser i den kollektive trafik. Et arbejde som ikke ville lykkes, hvis ikke vores medarbejdere hver dag leverer høj kvalitet og godt samarbejde på tværs. Derfor er prisen et dejligt skulderklap, som giver os yderligere motivation for at arbejde videre og sikre fortsat høj kundetilfredshed.” siger Kenneth Korsgaard, Kommerciel chef i Arriva Tog.

Høj kundetilfredshed

Kunderne er tilfredse med den kundeservice, som Arriva Tog leverer. Det viser interne kundetilfredshedstal fra sommeren 2018, som ligger på det højeste niveau i flere år. Den stigende tilfredshed hos kunderne skyldes især bedre digitale billetkøbsmuligheder, bedre information i togene, som primært skyldes opgradering af wifi og endelig en oplevelse hos kunderne af renere tog.  

 

×

Brug af cookies på arriva.dk

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse, bl.a. så vi kan huske dine seneste indtastninger. Ved at benytte arriva.dk accepterer du vores brug af cookies.