Borgmesterbesoeg ved Arriva Tog vaerksted i Struer

Besøg ved Struers borgmester på værkstedet i Struer

Torsdag den 1. november 2018 besøgte Struers borgmester, Niels Viggo Lynghøj, Arrivas værksted på Remisevej i Struer.

Besøget var blevet aftalt på opfordring af Arriva Tog, da vi gerne vil vise, hvor meget værkstedet og de lokalt ansatte bidrager med til byen. Samtidigt er det en af borgmesterens vigtigste målsætninger, at Struer i fremtiden skal være en stærk jernbaneby med vækst i antallet af indbyggere.

Vigtigt med gode lokale vilkår

Borgmesteren fik derfor en rundvisning af togdirektør Susanne Hejer, vedligeholdelseschef Carsten Holm Hansen og værkstedsleder Michael Ploumann på værkstedet, hvor de fik en snak med de ansatte. Her fik borgmesteren syn for sagen om, hvor veldrevet værkstedet er, og hvor vigtigt det er for Arriva, at vi har gode lokale vilkår. 

”Værkstedet i Struer er en af Arrivas vigtigste lokationer i vores togforretning. Her vedligeholder og vasker vi vores 43 togsæt i treholdsskift, så passagerne døgnet rundt kan få den bedste oplevelse. Arriva har været i byen siden 2010. Her flyttede vi ind i de tomme lokaler og har nu udvidet antallet af kolleger og vores vedligehold. Vi håber derfor meget på, at vi genvinder det nuværende udbud, da vi har store planer for at udvikle området og ansætte flere gode, lokale kolleger.” siger Susanne Hejer, togdirektør, Arriva Tog.

Ønske om styrket samarbejde

Arriva fik samtidigt mulighed for at fortælle om vores ambitioner for værkstedet, hvis vi genvinder det nuværende udbud. Det var borgmesteren meget interesseret i at høre og vil gerne styrke samarbejdet mellem Arriva og Struer Kommune.

"Det var en fornøjelse at besøge Arrivas værksted og møde medarbejderne, som arbejder for at give passagerne den bedst mulige oplevelse, når de kører med toget. Struer Kommune og jernbanen hører tæt sammen og faciliteterne i Struer har afgørende betydning for togdriften i en stor del af landet. Besøget var derfor en lejlighed til at tale om vores fælles muligheder for at fastholde og udbygge den position, så Struer også fremadrettet kan være en nationalt vigtig jernbaneby med lokale ansatte." siger Niels Viggo Lynghøj, borgmester, Struer Kommune. 

 

 
×

Brug af cookies på arriva.dk

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse, bl.a. så vi kan huske dine seneste indtastninger. Ved at benytte arriva.dk accepterer du vores brug af cookies.