GoCollective_Pressenyhed

Arriva skifter navn til GoCollective

Bus- og togoperatøren Arriva skifter til foråret 2024 navn, efter at Arriva Danmark blev solgt til kapitalfonden Mutares tilbage i maj 2023.

I dag kan virksomheden offentliggøre, hvad det kommende navn bliver: GoCollective.

”Vi er meget stolte af vores nye navn. GoCollective fortæller i sin essens, hvad vi laver, og hvem vi er: En kollektiv trafikoperatør. Samtidig udstikker det en ny retning, mens det stadig bevarer det stærke DNA, vi har opbygget gennem årene. GoCollective fortæller historien om vores fokus på at drive og udvikle kollektiv trafik og opfordrer til samarbejde og fælles handling i vores omverden, såvel som internt hos os selv,” fortæller CEO Marianne Bøttger.

Nyt navn, samme billet

I løbet af foråret 2024 gennemfører Arriva en omfattende rebranding-proces, hvor Arriva-logoet bliver erstattet med GoCollective. Virksomheden lancerer også en ny hjemmeside.

”Det er vigtigt at understrege, at for vores passagerer vil navneskiftet ikke have nogen praktisk betydning. Alle Arriva-billetter vil forblive gyldige. Vi forbliver altså i Arriva-klæder lidt endnu,” siger Therese Christensen, der er kommerciel chef og fortsætter:

”Vi skal igennem en omfattende rebranding på tværs af alle vores platforme, fra web til uniformer, hele vores flåde, billetautomater og meget andet. Det regner vi med at være i mål med til foråret.”