DJE_SHARENOWedited121280x957

SHARE NOW lukker delebilsservice i København

SHARE NOW, der siden 2015 har drevet delebilsservice i hovedstadsområdet, lukker sin operation.

Det er Arriva Danmark, der siden opstarten i 2015, har drevet DriveNow – fra 2018 under navnet SHARE NOW – som en franchise. Marianne Bøttger, CEO i Arriva Danmark, udtaler om baggrunden for beslutningen:

 

”Vi etablerede DriveNow som et helt nyt mobilitetstilbud til københavnerne i 2015. Vi er enormt stolte af at have bidraget til udviklingen af byen og mobiliteten for alle borgerne i København og omegn, og at vores biler i dag, otte år senere, kører over 1 mio. ture om året. På den baggrund er det også meget trist at skulle sige farvel til alle de kolleger, der gennem årene har arbejdet i fællesskab for at udvikle delebilskonceptet helt fra bunden og gøre det til den succes hos kunderne, det er i dag. Dem skylder vi en stor tak sammen med vores kunder, samarbejdspartnere og alle andre, der har taget del i SHARE NOW i København.” 

 

”Vi tror fuldt ud på, at delebilerne er kommet for at blive som et centralt element i bybilledet og som sådan skal ses som del af et samlet mobilitetstilbud i sammenhæng med den kollektive trafik. At drive en delebilsservice i København kræver samtidig en investering – også i fremtiden. Og der er vi som virksomhed i en situation, hvor vi er nødt til at fokusere og målrette vores ambitioner og investeringer i vores kerneforretning, som er drift af busser og tog, samtidig med, at vores uddannelsescenter UCplus fortsætter sin vækstrejse hos Arriva.” 

 

SHARE NOW fortsætter driften af delebilsservicen frem til 29. februar 2024. Frem til da kan man fortsat bruge bybilerne, som man plejer.

 

For mere information, kontakt venligst Arrivas pressetelefon på: 7199 5750